Asien Backpackertur Indien Rejsevlog

REJSEVLOG: Yogaferie i Goa hos Bamboo Yoga Retreat

Man kan ikke sige Indien uden at sige yoga. Så selvfølgelig skulle vi også prøve nogle downward-facing dog stillinger og roen ved en yogaferie! Fire dage stod den på yoga, afslapning, sund lækker mad på Bamboo Yoga Retreat. Vi nød at blive en del af det lille yoga-samfund for enden af en bountystrand i Goa for nogle dage.

Rejsevlog fra vores yoga oplevelser i Indien


Det første vi får øje på, da vi går langs Patnem strand for at finde Bamboo Yoga Retreat er nepalesiske bedeflag, som svajer i den kølige brise. En afslappende melodi tager vinden med sig, som vi kommer nærmere.

Sandet brænder under vores fødder, temperaturen har sneget sig op over 40 grader! Den indiske trafik hertil har langt fra efterladt vores sind til pænt yoga brug – så det er på flere måder en befrielse at nå hotellets overdækkede lounge område. Loungen ligger direkte på stranden med sand som gulv. Vinden fungerer som aircondition. Den suser nemt ind og køler os ned igennem loungens ikke eksisterende vægge.

Folk er her for at udleve deres drøm om at dyrke yoga i  yoga-disternes højborg, Goa. Denne lille gemte perle i Goa ser ud til at leve op til folks drømme med de mange smil og rolige sind, vi møder hver dag. Dette er som Mekka for yogaudøvere og vi er klar til at prøve yogaens hemmeligheder.

Svensk afskedscermoni og velkommen til et lille yoga samfund

Før vi får set os om havner vi midt i en kæmpe afskedsceremoni. Et hold svenske yoga-dister har nydt livet og karmaen på dette lille yoga hideaway. Svenskerne synger afskedssalut for de ansatte og flere fælder en lille tåre over at skulle væk fra dette lille stykke afslappende paradis. Svenske tårer anser vi for en bedre anmeldelse end stjerner på Tripadvisor. Med top rate i tårer glæder vi os til at se, hvad de næste par dage vil bringe her på vores yoga retreat i nord Goa på den lille strand Patnem. Ikke engang vores taxa chauffør kunne finde vej til, så det tegner godt for os to eventyrer.

Bambus-hytte indkvartering og yoga-stammesamfund

Vi bliver indkvarteret i en hyggelig lille bambushytte midt i det lille yoga-stammesamfund på den lille strand. Rundt om os bor de andre yoga-dister og sammen udgør vi en hel lille yoga-stamme! Om morgenen titter folk frem med hver deres yogamåtte i hånden. Livet er simpelt, maden er god og livet er herligt her!

Især toilettet bliver noget af en oplevelse. Da vi kommer derud opdager vi en kæmpe forskel fra vores tidligere livs-toilet-erfaringer. Der mangler et tag! Over os sidder en flok fugle i et kæmpe træ, der læner sig ind over vores toilet. Tænk at have et privat fuglekor til sit kommende bad. Forhåbentlig kun deres stemmer og ikke fugleklatter tak!

(Umulige) yoga stillinger og stilhed i skyggen

Vi ligger her i skyggen under et bambus tag med rumpen i vejret og forsøger på en downward facing dog (populær yoga stilling). Udsigten fra yogasalen er direkte ud til stranden og det Arabiske havs blå bølger. Hurtigt fornemmes en snert af fred og afslappethed i kroppen på mig. Eller er det duften af nygrillet fisk fra alle strandrestauranterne, der påvirker mig? I det øjeblik med rumpen i vejret og med alt andet end kontrol, beslutter kroppen og jeg i fællesskab, at den her lille plet godt kunne få besøg af os igen.

Bæredygtighed og koføde

På Bamboo Yoga Retreat går de op i miljøet – og køerne. Ved ankomsten får vi udleveret plastikflasker med vores navne skrevet på. I loungen står en vandbeholder, så vi kan fylde flaskerne op. De fandt ud af at deres gæster dermed ikke købte en masse plastiskflasker i løbet af opholdet. Affald og især plastik er en stor udfordring for det indiske miljø.

“Hvis en lille mærkat med et navn på kan hjælpe det indiske miljø lidt på vej, så hjælper vi gerne til” Siger Susanna smilende til os, da hun viser os rundt på retreatet.

For enden af loungen sorterer man sit affald. Alle madrester går til køerne, som skiltet så fint viser på billedet nedenunder. Selvom køer er hellige i Indien, så betyder det desværre ikke ordentlig føde for disse dyr. De fleste af dem går rundt på gaden og mange af dem lever i høj grad af plastik. Maden her på retreatet er vegetarisk. Derfor er det perfekt, at det overskydende mad kan bruges som ko føde, efter vi har nydt det lækre mad.

Delfinshow til brunchen

Brunch buffeten denne morgen bliver krydret af vilde delfiner, som legende kommer svømmende forbi og giver show lige ude foran yoga retreatet.

Yoga, delfiner og en bounty strand i Goa – livet kunne være værre husker jeg mig selv på, mens jeg nyder den friskpressede vandmelon juice. Fødderne graver sig ned i sandet og bikinien er klar til en svømmetur efter morgenens yoga session.

Følg rejsebloggen OUT'N'ABOUTs eventyr på Instagram og Facebook


outnabout-rejseblog

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply