Alaska er altså et vildt land! Bjørne, bjerge og brave pelsjægere boltrer sig på Alaskas 1.718.000 km². I sommerferien skulle vi også ud og “lege” i verdens nok største vildtpark. Det blev et eventyr af en helt anden kaliber. Og en oplevelse jeg aldrig vil glemme.
Find tidligere indlæg i serien om Alaska her
Roadtrip i Alaska
Der er ikke mange byer i Alaska. Til gengæld har de mere natur og nationalparker end de fleste. Distancerne er lange og hotellerne er få. Derfor lejer mange en campervan og cruiser rundt. Selvfølgelig var vi ikke ude i god nok tid (book gerne et halvt år i forvejen da campervans ryger, som var det slik på en fredag). Egentlig har undertegnedes familie heller ikke temperament til en kæmpe amerikaner-camper. Vi lejede en bil istedet og havde telt med.
Du kan sagtens sove i telt her i Alaska, men husk det er bjørneland. Tag ikke mad med ind i teltet (eller tandpasta) og hav din bjørnespray med dig (aka en 10% forstærket peberspray!). Vi blev fulgt af en bjørn én gang på en vandretur og vi har set en del spor. Vi har dog aldrig hørt en bjørn, mens vi lå i vores telt. En morgen vågnede vi dog og så afgnavede laks ved flodbreden 50 meter fra vores telt – og vi havde altså ikke været på laksejagt i løbet af natten!
Godnat her fra pelsjægerens hytte
Vi lejede også en pelsjægerhytte igennem AirBnb – sig ikke at Alaska ikke er med på noderne! Kelly på Gulkana River Range lejede sine forældrenes gamle pelsjæger hytte ud. Det var for godt et tilbud for os eventyrjægere til at køre forbi.
Efter flere kilometer bumpet grusvej, som vi ikke fortæller biludlejeren om, ankom vi til en lille bjælkehytte helt nede ved floden. Inde i hytten hang der selvskudt skind på væggene. Badet var en spand (dog opvarmet) vand ude på terrassen. Familiens fem børn kom forbi med vand og brænde til os. De fortalte om alle de gode fiskesteder ved floden, hvordan bliver sneet inde om vinteren og hvordan livet er som eks-pelsjægerfamilie i midten af Alaska.
Den yngste dreng på seks år fortalte stolt at han også var begyndt at skyde dyr. Det må ligge i hans families pelsjæger-gener:
”Desværre må jeg først skyde bjørne, når jeg bliver syv år siger min far”
(!!!!!!)
”Men vi bror skød en bjørn i vores have sidste år”
(!!!!!!x2). Betryggende.
Senere gik vi ned til floden for at fiske og dyppe tæerne. Og hvad så vi der frisk i sandet. Bjørnespor! Velkommen til Alaska og lad mig komme ind i hytten – med lås på! Toilettet lå 50 meter fra hytten og ingen skulle (sjovt nok) på toilettet efter mørkets frembrud den aften.
Vi samlede blåbær i løbet af dagen (undskyld bjørn, vi håber du stadig kan få sul til vinteren). Om aftenen afprøvede vi familiens nybyggede sauna. Der skulle tændes op med brænde et par timer før brug. Ind i varmen, svede og så ud under spanden med vand på terrassen bagefter på ægte viking pelsjæger manér.
Danskeren Thor i Wrangell St-Elias nationalpark
Senere på turen overnattede vi i en anden pelsjægers hytte (som kan bookes her). Danske Thor Brandt Eriksen besluttede sig en dag i 60’erne for at rejse til Alaska og blive pelsjæger. Han slog sig ned i Wrangell- St Elias nationalpark. Nationalparken er i dag den største i hele Amerika. Her byggede han sig en lille træhytte ved en flod og satte fælder op. Da han døde overtog nationalparken hans hytte, som folk i dag kan låne til vildmarkseventyr.
Hytten kan lånes gratis og ligger rigtig fint i den flotte nationalpark.
Guldmine-eventyr i Amerikas største nationalpark
For enden af den 50 km lange grussti ind i Wrangell- St Elias nationalpark, forbi Thors hytte, findes en af Alaskas største guldminer – Nabesna guldminen. Se kort over nationalparken og guldminen her. Det var ellers noget af en special oplevelse, at gå rundt i en nedlagt guldmine. Den lå bare forladt og glemt hen. I Danmark ville en nedlagt guldmine være en attraktion, der (endelig) kunne hamle op med selv Nyhavn! Her stod skure, vogne og sten med små stykker guldstøv stadig efterladt på jorden!
Vandring i Alaska
Wrangell- St Elias nationalpark er desuden fyldt med bjergtagene vandreruter. Og så er nationalparken ikke så turistet som nationalpark-søsteren Denali Nationalpark, hvor man kører ind i busser! Her tillader jeg mig et lille beskyttende hekse-kryds med fingrene, puh turister tag jer i agt!.
Om aftenen, da vi sad og lavede mad over bål, som en “alaskaner” forbi. Han skulle på jagt næste morgen og ville høre om han måtte overnatte i hytten. Snakken gik hurtigt om det lille bål og vi blev rigtig kloge på alaska-folket og deres jagttraditioner.
Indianere og pelsjægere i Alaska
Alaska var i tidernes morgen Russisk – nej i tidernes morgen var det vel egentlig indianernes… men en dag besluttede russerne sig for at overtage Alaska (og det var endda før Putins tid). De få russerne, der slog sig ned i Alaska, var typisk pelsjægere. Livet var barsk heroppe mod nord med de arktiske vintre. En rekord vinter lød på -62 grader. Ud over de russere, der selv slog sig ned som pelsjægere, var der også fra midten af 1700-tallet en livlig handel med de lokale indianere om at købe skind.
I 1867 købte USA staten Alaska af Rusland for en slik. Russerne havde vel nok pelsjagt hjemme på den sibiriske tundra. De amerikanske indbyggere var oprørte over de mange penge regeringen brugte på et stykke værdiløst land (USA betalte mindre end 2 cents pr acre). De brokkende stemmer forstummede dog hurtigt, da man i 1880 fandt guld og en eksplosiv guldjagt gik ind! Men den historie kommer i et senere indlæg, så I må vente i spænding på de glimtende eventyr her i The Last Frontier.