Cykelferie Sverige

Øresund rundt på cykel

“Katrine, hvad skal du lave i weekenden – skal vi ikke cykle Øresund rundt?”

Underligt nok har jeg tit sådan nogle telefonsamtaler med min far, så jeg blev ikke engang overrasket da han ringede og spurgte om jeg ville med på en cykeltur rundt om Øresund – som en dagstur selvfølgelig.

Og selvfølgelig ville jeg det. Min mountainbike stod og samlede støv i kælderen og det kan man jo ikke tillade som indbygger i en stolt cykelnation.

Så lørdag morgen stod jeg klar på stationen for at følges med min far over til Malmø, hvor vi startede vores tur fra, da du ikke kan cykle over Øresundsbroen (hvis du skulle være i tvivl).

Der lå natursmukke eventyr og ventede forud… vi skulle bare lige derover!

øresund-cykel-outnabout3

Togkaos og grænsepoliti

For bare et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville skrive den overskrift. Grænsepoliti mellem Danmark og Sverige – sikke noget vås. Men nej, det var noget af et kunststykke at komme over med toget fra København til Malmø. Først skulle vi tage et tog til hovedbanegården, så et andet tog til lufthavnen, hvor vi skulle vise vores kørekort (eller pas). Så blev vi (endelig) puttet på et tog til Sverige i troen om at vores cykeltur endelig kunne starte.

Ork nej, i Sverige blev toget stoppet på en lille station udenfor Malmø, hvor det svenske politi gik igennem hele toget og alle skulle vise legitimation. Hvis der opstod nogle problemer, så måtte alle passagere vente på at det blev løst inden man blev “sluppet” officielt ind i Sverige. Men lige der ophørte min fars tålmodighed så. Selvom togkonduktøren vildt viftede med armene og på sit syngende svensk råbte, at man sandelig ikke kunne komme ud af toget her, så tog vi vores cykler og steg af toget. Stationeen var helt hegnet ind og fyldt med politi, men til sidst fandt vi en trappe, hvor politiet allernådigst lod os slippe op i det fri. Nu kunne eventyret virkelig begynde – efter en hård (og tankevækkende) start!

Grusveje og små fiskerlandsbyer ved Øresund

Her er ruten vi tog. Vi fulgte en masse små grusveje, som Google Maps dog ikke lige havde prøvet før, men det er ruten i store træk (I må tage jer af at jeg har beregnet ruten ud fra en biltur, men selv Google Maps lod mig ikke komme over Øresundsbroen, hvis jeg lavede det som en cykeltur):

Når man først har fundet ud af Malmøs forvirrende gadenetværk, så er den svenske kyststrækning værd at besøge. Det er ikke som på den danske side der er fyldt op med Whisky bælte-huse og havne. På den svenske side ånder alt fred og ro. Der er store åbne strækninger med mark og skov. Til at bryde naturen dukker små gamle fiskebyer og gårde op på ens vej.

Selvfølgelig ville man kunne tage en racercykel og hurtigt få lagt den svenske strækning på omkring 80 km bag sig, men jeg syntes personligt at den svenske kyst skal opleves på cykler, der kan forvilde sig ind på små grusstier og tage turen igennem skovene.

øresund-cykel-outnabout4

Ruten rundt på vandrestier

På en del af ruten fulgte vi flere vandrestier, der netop snor sig langs kysten og får alle de flotteste steder med på dens vej. En af ruterne vi fulgte var Skåneleden – men her skal man have gode cykler og ikke være bange for at trække lidt, da stierne er lavet til gåben og ikke vores tohjulede venner.

Langs meget af ruten har man også udsigt til øen Hven, der ligger og putter sig midt i Øresund mellem danskerne og svenskerne.

øresund-cykel-outnabout5

øresund-cykel-outnabout2

Frokost ved citadellet i Landskrona

Av min rumpe!

Jeg sidder på en cykel næsten hver dag til og fra arbejde i København og i fritiden er jeg en af de irriterende typer, som fræser rundt på min racercykel. Men det er alligevel længe siden at jeg har siddet på en cykelsadel 8 timer i streg – og det kunne godt mærkes ved frokosttid. Der havde mig bagdel virkelig brug for frokost og et hvil!

Heldigvis var vi på det tidspunkt nået til Landskrona – og Landskronas flotte citadel… der også heldigvis har en af Sveriges hyggeligste cafeer. Vi har tidligere været her, da vi sejlede Øresund rundt i vores båd. Så min mave kendte stedet og Why Not Cafe.

Menuen stod på rabarbersaft og rejesalat – og selvfølgelig en kage, så vi kunne få brændstof til den sidste del af cykelturen (det med kagen er nok ikke videnskabeligt bevist, men vi var meget enige om det begge to!).

øresund-cykel-outnabout8

øresund-cykel-outnabout9

øresund-cykel-outnabout7

Allemandsret og overnatning undervejs

Selv tog vi turen på én (lang) dag, men det kunne også være en rigtig fin sommer-weekendtur med overnatning undervejs. I Sverige har de allemandsret, hvilket betyder at man må overnatte næsten overalt med sit telt i den vilde natur – dog ikke i nationalparker eller på steder, hvor man irriterer ejerne af grunden. I Danmark må man omvendt kun stille sit telt op på fastsatte naturlejrpladser og på campingpladser.

Så er I de lykkelige ejere af et telt, så tag det med på en weekend cykeltur rundt om Øresund.

På turen kom vi også forbi flere små landsbyer, hvor det er muligt at overnatte og i Landskrona, findes der en del muligheder.

Ved Barsebäck kom vi forbi en hyggelig campingplads lige ved vandet, der lejer hytter ud til 690 SEK. i højsæsonen for op til fire personer.
øresund-cykel-outnabout6

Hjem til Helsingør og en sikker havn

Efter en 80 km lang cykeltur er det dejligt at spejde efter Kronborg og se dens tårne rage op ved Helsingørs spids. For mig giver synet af Kronborg en følelse af at komme hjem i sikker havn. Sådan har det også været for de mange sømænd, der i tidens løb er sejlet fra Danmark med Kronborg om bagbord – da man skal rundt om Kronborg og Sjælland for at komme ud i verden med skib fra København.

øresund-cykel-outnabout

Priser for tog og færge over Øresund med cykel

Jeg blev overrasket så billigt det var at tage cykler med ombord på færgen. Det kostede kun 32 kr for både cykel og passager og 60 kr for en returbillet. Det er meget billigere end at have cyklerne med i toget. Lidt typisk DSB oplyser de ikke, hvad det koster på deres hjemmeside, men de oplyser at man kan købe billetterne i 7-eleven kiosks eller på billetautomaterne. Jeg mener vi gav 300 kr for en cykel og passager i toget. Og husk, man kan ikke bruge Rejsekortet over Øresund.

øresund-cykel-outnabout1

Følg rejsebloggen OUT'N'ABOUTs eventyr på Instagram og Facebook


outnabout-rejseblog

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Jacob 9. august 2016 at 09:53

    Lyder fedt – og lækkert at man kan gøre det på en weekend. Skal helt sikkert prøves!! 🙂

    • Reply Katrine Dybkjær 30. august 2016 at 04:56

      Ja kan du se at komme afsted Jacob, måske man også kan sejle rundt med en kajak..;)?

    Leave a Reply