New Zealand sydøen: Picton, New Zealands midtpunkt og Marlborough Sound | Roadtrip

Med Bornholmerfærgen fra Wellington til Picton

Det hele startede med at Jane og jeg sad derhjemme i stuen og snakkede om hvad vi skulle lave næste weekend. Det viste sig at ingen af os havde nogle planer, så vi besluttede os for “bare at tage afsted” og se hvad der skete. Fredag aften bookede vi en færgebillet til Picton på sydøen og vi lejede også en bil. Lørdag morgen tog vi afsted – ud på et eventyr, som vi nærmest skrev undervejs.

På færgen mødte vi de sødede ældre australiere, der var på seniortur ned igennem New Zealand. Så vi blev godt underholdt undervejs. Eller jeg blev godt underholdt, for Jane sov, da en af de ældre damer havde givet hende en søsyge/sove pille.

Vi startede jeg at ville køre op til vestspidsen af sydøen, til et sted der hedder Farewell Spit omkring Golden Bay. Golden bay var der for den første Europæer, Abel Tasman, satte benene i New Zealand. Det var også det sted, hvor han og hans besætning blev angrebet af en folk Maorier, som er det originale folk i New Zealand. Så i lang tid blev bugten kaldt Den røde bugt. Jeg ved dog ikke helt hvornår navnet ændrede navn fra død til gylden.

Jane sad bag rettet for første gang i New Zealand og vi kørte afsted igennem det flottede landskab!

Vandretur og sunday market i Nelson

Efter vi havde kørt i tre timer og stadig kun var nået under en fjerdedel af turen til Farewell Spit besluttede vi os for at tage til Nelson i stedet og tage ud på en vandretur. Det var en god beslutning og vejret var helt perfekt til at få luftet benene.

Næste morgen tog vi på søndag market i byen. Vi tog på vandretur hvor vi både kom forbi den græsbane hvor New Zealands første rugby kamp blev spillet og vi kom til et sted kaldet “center og New Zealand”. I Nelson findes der også en guldsmed ved navn Jens Hansen, ja det må da vi nok lige være en dansker. Denne guldsmed har lavet den “eneste ene ring” fra Ringenes Herre, så vi havde også tid til at lege lidt turister inden vi tog ud i vildmarken igen.

På New Zealand midtpunkt

Og vildmarken var lige præcis hvad vi kom ud i. Her vil jeg lige komme med en bemærkning om New Zealand og fart skilte – tro dem ikke!! Der var flere gange vi var uge i en god omgang bjergkørsel. Vores speedometer sagde 40, mens skiltene langs vejen mente at man sagtens kunne køre 80 km/t. Endnu værre blev det da vi svingede væk fra “hovedvejen” og ind på en lille grus sti der skulle tage os til “Harwoods hole” og vores destination med en geolog i bilen. 11 km viste vejen sig at være og det tog os ihvertfald en halv time at besejre den. Det var en halv time med hjertet helt i halsen. Vejen var for lille til selv én enkelt bil, der var et bjerg til den ene side og luft til den anden, der var huller og får på vejen. Men udsigten var helt fantastisk og vi kørte ind igennem Abel Tasman national park, så det var absolut værd at få rykket lidt rundt på hjertet.

 

Harwood hole er et underligt naturfænomen. Det er et hul midt i jorden. Det er så dybt, at selv da vi stod på kanten (lidt mere hjertegymnastik ) kunne vi ikke se enden. Jane, der var geologen i bilen hvis I ikke alle havde gættet det, var helt vild. Det var det mest fantastiske hun havde oplevet i New Zealand indtil videre – så det siger vi det hele.

Om aftenen drog vi hele vejen tilbage til Picton og fik hjemmelavet apple pie, da vi kom frem til vores hostel.

Great walk: Queen Charlottes Walkway i Marlborough Sound

Næste morgen drog vi tidligt afsted og nåede at gå en lille “tramp” på Queen Charlottes Walkway, der er en fem dages hike langs Marlborough Sound. Det er et fantastisk område, hvor man vandrer langs en masse fjorde, strande og skove. Derefter stod den på frokost og afslapning i det fantastiske vejr i Picton inden to trætte men glade og berigede kroppe tog færgen tilbage til Wellington.