Med eksprestoget til Kuala Lumpur, kinesisk nytår og farvelsalutter

Vi kom ind med eksprestoget til Kuala Lumpur. En by hvor udviklingen og højhusene bor side om side med små blikhuse og gadekøkkener. Over 6 millioner mennesker bor der i byen, tæt pakket sammen med alle deres scootere eller endnu finere en bil, da disse er vigtige prestige symboler.

Hvordan kommer vi til hotellet?

Allerede på central station gik det galt. Det er ikke vores mest stolte øjeblik men vi for vild på banegården. “Taxi or metro?”, “this way lady”, “no this way” råbte de forskellige sælgere ivrigt. “Stor taxi ikke her, gå nedenunder”, han har grint i sit skæg da vi vendte om for tredje gang med hele vores oppakning, lyse hår og fire styks forvirrede ansigter. Endelig fik vi allernådigt lov til at købe en billet til “blue taxi”. Taxaen vi kom ind i var dog rød- hvis der var et system på den banegård, så har vi bleghuder ikke fundet det endnu.

Madoplavelse  på malaysisk gadekøkken

Men vi fandt da hotellet, Sommerset Ampang – et super flot et af slagsen. Men til trods for swimmingpool, boblebad, fitnesscenter, badesandaler og morgenkåber, eller måske netop derfor blev vi enige om at drage på eventyr ud , udbrød far, at nu skulle vi på eventyr. Jeg tror også hans rumlende mave havde en finger med i spillet, for sjovt nok gik eventyret ud på at finde et lille gadekøkken.

Og gadekøkkenet fandt vi da også. Et ægte et af slagen med små hobbitstørrelse plasticstole. Det er lige som om, de små væsener forfølger os på vores færd i Asien, men de er jo meget hyggelige og spiser næsten lige så meget som familien Dybkjær, så det så vi ikke noget problem i.

Næste problem var så at bestille noget mad. Det var ikke fordi de ikke havde mad og det var ikke fordi de ikke havde et fint menukort, som vores tjener lettet rakte til os , så han ikke skulle forklare os det på engelsk. Det var mere at forstå det malaysiske menukort! Tjeneren ventede lidt utålmodigt på, at vi skulle beslutte os. Vi kiggede forvirrede på hinanden. Hvordan undgik vi nu at bestille fire gange hvide ris eller endnu værre fire gange chili bomber. Vi løste dog hurtigt problemet ved at spørge en lokal gæst på restauranten: “dine favoritretter?”. Hun pegede smilende på fire retter og vi bestilte nå ja – de samme fire retter. Det viste sig at vores ny udnævnte-madkritiker havde en stærk forkærlighed for mad, der får røgen til at stå ud af ørerne og øjnene til at løbe i vand. Det var sidste gang , vi spurgte en lokal chili-fanatisk malasier om råd!

Senere sammen aften ankom to veninder, som Anne Dorte skal rejse videre sammen med. Sidste aften med Anne Dorte og første og sidste aften med tøserne, det skulle selvfølgelig fejres på bedste maner. Endnu et hyggeligt autentisk gadekøkken, blev det til. Der blev spenderet for ikke mindre end 60 Kr for seks personer diverse nuddelretter, friskpresset mangojuice og øl!
Men det sjoveste ved den aften var nu de ansatte. Da vi skulle til at gå kom fem af dem løbende hen til vores bord. “Sorry, sorry”, spurgte de forlegne eller måske skyldtes det bare chili at deres ansigter var helt røde “må vi tage et billede med jer?”. Inden vi kunne nå at svare have de sat sig rundt om bordet, som havde de haft den sjoveste aften i selskab med 6 hvidhårede blegansigter og mobilkameraerne skød løs. Tænk, at man kan føle sig så speciel og kendt bare fordi man er født med hvide lokker!

Madoplevelserne i Malaysia fortsatte med at forundre- måske endda betage os.
Om det så var at få sin “coffee to-go” i en almindelig plasticpose med et sugerør stukket i eller at få et menukort udelukkende bestående af postkort af mad, så har vi prøvet det.

Ellers stod Malaysia på hygge, afslapning og nydelse af det sidste varme vejr, når ikke monsunen kom frem, som et orkester hver aften. Der var tordensalutter og trommer af regn hver aften. Havde vi ikke allerede fået vores motion i løbet af dagen, så fik vi den ihvertfald hver gang, vi spurtede hjem, efter igen at have glemt de paraplyer, vi havde købt for hele 17 kr.

Melaka – UNESCO must-see

Vi var nogle dage i Kuala Lumpur. Derefter drog vi til Melaka, som er en fantastisk smuk by. Den har været på Unesco’s Verdensarvsliste siden 2008. Melaka er en gammel portugisisk koloni med rødmalede kirker og huse ned til floden, der slynger sig smukt igennem byen. Der er mange små hyggelige gader, hvor man stadig kan forestille sig fiskerne komme ind om eftermiddagen med deres fangst og slentre ned til kroen eller hjem til konen. Cykler, lyden af løbende børne- fødder og asiatiske runde hatte fyldte gadebillledet i Melakas små stræder. Far mente endda, at han kunne fornemme ryttere med sabler og et par pirater, der lagde til i havnen i ny og næ, før de skulle ud og lede efter nye skatte og eventyr.

Vi kom også selv ud på lidt af et eventyr efter vi havde fejret fars fødselsdag her i byen.

Med en lokal på tur

Vi ville gerne bruge de sidste par dage ved stranden og liiiige dase lidt inden vores rejse slutter (for denne gang). Så os afsted i en bus på vej til Port Dickson. Den er selvfølgelig forsinket og der er det sædvanlige asiatiske kaos. Skønt. Vi spørger en asiater om han har nogen ide om, hvilken af de tre forskellige busser, som folk har udpeget for os, som kørende til Majid Thana, første formodede stop til Port Dickson.
” Hvad i alverden vil I dog der?”
Vi kigger lidt på hinanden, ja, hvad vil vi egentlig der? Når familien Dybkjær er på eventyr, er det ikke altid man skal spørge, hvad vores planer egentlig er.
Steve, som fyren hedder, griner af os og ryster på hovedet. Han skal også til Majid Thana, da hans familie bor der. Selv har han ferie fra hans arbejde i Singapore.
“Her er bussen til Majid Thana, men der er ikke nogen bus videre til Port Dickson.”
Der blegnede vores drøm om sol og strand lige for et kort øjeblik, for han fortsatte: “men jeg kan da godt køre jer til Port Dickson”

Og sådan endte vi med at bruge hele dagen sammen med Steve. Vi fandt vores hotel og driverlivet. Som tak tog vi ham med ud og spise om aftenen. Selvom han bestemte, hvor vi skulle spise, kørte vi forbi mindst ti steder, hvor han sagde: “Det her mad er ikke godt!”

 

Lokalt kinesisk show i templet

Det er lidt sjovt, hvordan alle vores historier handler om mad. Den sidste jeg vil fortælle jer i denne omgang handler om kinesisk nytår, kostumeshow og ægte kineserfyrværkeri. Selvfølgelig starter den historie med en lille følelse vi alle kender. Det starter som en lille rumlen imellem regionen. Bliver der ikke gjort noget ved den oparbejder den sig til et decideret ubehag og bliver der ikke gjort noget ved den, så påvirkes både humør og sind.

Heldigvis blev vi i denne omgang reddet af et kinesisk lille gadekøkken foran et taoistisk tempel. Den rumlende katastrofe blev afblæst, da de smilende nikkede: yes, yes vi har fried noodles”

Det viste sig, fortalte Christoffer, vores meget hjælpsomme 16-årige vært , at de havde fest og kinesisk nytår samme aften. Selvom han mente at showet var meget kedeligt, så syntes han , vi skulle blive og se det.

I mellemtiden kunne han jo lige vise os templet. Vi trådte indenfor i et lille røgelsesfyldt tempel fuld af gudefigurer.
“Vi har så mange guder, så jeg kan ikke huske dem allesammen,” undskylder Christoffer ” men vores vigtigste er de tre brødre og oldefar derovre”. Han peger på nogle figurer i vrimlen. Inden jeg kan nå at betragte dem nærmere, får jeg stukket fem mandariner i hånden. “Til dig”, siger elleveårige Amanda ” – for godt helbred her til nytår”. Forhåbentlig vil de hjælpe mig, når jeg snart skal hjem i vinterkulden.

Senere på aftenen går showet igang. Det hele starter med en ordentlig omgang ægte kinesisk krudt. Ikke noget med briller eller bare en advarsel. Pludselig eksploderer det bare og en stakkels hane i nærheden bliver helt forvirret og den gør, hvad haner nu gør bedst ( måske endda det eneste de gør: kykkkelikyyyyyyy, lyder det som en eftersalut til fyrværkeriet.
“Det er for at få guderne ud af templet, så de kan se vores show til ære for dem”, forklares det os.
Showet er, måske ikke kedeligt som Christoffer nøgternt havde fortalt, men det er lidt underligt at sidde og se på noget, man ikke forstår en lyd af. Kostumerne var fantastisk flotte og vi resonerede os derfor frem til, at det måtte være en speciel udgave af Kejserens nye klæder.

Og så fik jeg navngivet en malaysisk pige

Christoffer kom over til mig, da vi skulle til at gå med et lille spædbarn i armene: “Dette er min lille nye kusine, hun har ikke fået et engelsk navn endnu. Hvad syntes du, hun skal hedde?”
Øhhhh og hvad svarer man så lige på det. Jeg har kun navngivet et par kaniner igennem tiden og jeg kunne jo ikke så godt sige Ninus. Den lille pige, der kiggede op på mig, havde lyserødt tøj på, så det var jo ret indlysende: “Rose”. Og dermed endte jeg aftenen med at navngive en lille malaysisk/kinesisk pige.

For at være ærlig var det ikke helt afslutningen på aftenen. Da vi kom tilbage på hotellet havde de haft gang i “Family Fun Day”. Jeg ved ikke helt hvad det havde med familier at gøre. Ihvertfald stod der et helt telt fuld af mennesker og fik uddelt gaver. Og om så de ikke lige sluttede af med en omgang karokee, bare for fornøjelsens skyld., altså deres egen. Absolut ikke deres børn eller de tre danskere som prøvede at falde i søvn.

Dagen efter kørte vi i lufthavnen, nu kunne vi ikke udskyde den længere. Det var blevet den 13. Januar, samme dato, som der stod på vores hjemrejse billetter.
Men Malaysia sagde farvel med maner. Lyn og torden oplyste himlen som fanfarer og regnen spillede sin egen dramatiske afskedsmelodi. Månen var fuld og skinnede farvel til os tre trætte med oplevelsesrige globetrottere (ikke Hobbitter!).

Det har været en rejse fuld af grin, øjenåbnere og eventyr.

Jeg glæder mig allerede til de nye eventyr,der venter mig i fremtiden! – for eventyr, dem kan man aldrig få for mange af.