Road Trip til Napier

Weekenden stod i oplevelsernes navn. To piger, Gabbi og Jane, fra mit hus og jeg lejede en bil og drog afsted til Napier, et by op nordpå på Nordøen.

Her skal det allerede lige tilføjes at man jo køre i den modsatte side af vejen hernede – ha så det blev en sjov oplevelse. Det var godt nok underligt i starten. Man ventede hele tiden på at en modkørende bil ville dytte og køre lige i mod en. Og rundkørslerne – jeg skal ikke engang starte på at forklare hvordan alt inde i en skreg på at det var helt forkert at køre den vej rundt i rundkørslen!

Men vi kom heldigivis helskindet både ud og hjem.

    

Vandretur til toppen af Mata bjerget ved Napier

Her er en lille historie om Te Mata bjerget:

“Many centuries ago the people living in pa (fortified villages) on the Heretaunga Plains were under constant threat of war from the coastal tribes of Waimarama. At a gathering in Pakipaki (near Hastings), a wise old woman (kuia) suggested that the leader of the Waimarama tribes, a giant named Te Mata, could be made to fall in love with Hinerakau – the daughter of a Pakipaki chief – and turn his thoughts from war to peace. This mission was quickly accomplished, and Te Mata fell under the spell of the beautifully Hinerakau.

However the people of Heretaunga had not forgotten the past and wanted revenge. They demanded that Hinerakau make Te Mata prove his devotion by accomplishing seemingly impossible tasks. His last task was to bite through the hills between the coast and the plains, so that people could come and go with greater ease.

Te Mata died while eating his way through the hills. His half-accomplished work can be seen in what is known as The Gap or Pari Karangaranga (echoing cliffs) and his prostrate body forms Te Mata Peak.”

Det var en fantastisk vandretur, himlen var blå, bjergene var helt grønne og vi havde de bredeste tandpasta smil på hele turen igennem.

På toppen nød vi udsigten og livet med en kop te og chokolade. Lige i det øjeblik med den fantastiske natur rundt omkring os var det svært ikke bare at være en lille smule lykkelig!

 

Kysten ved Kidnappers Cove

Vi tog også hen til kysten og til Kidnappers Cove, som var et andet kendt naturområde. Desværre tager turen 5 timer og man skal komme på helt bestemte tidspunkter, for der er meget forskel på tidevandet – og med højt tidevand kan man ikke komme tilbage igen. Så det blev kun til en lille tur langs standen.

Om aftenen var der levende ild at varme sig ved i hostelets opholdstue. Mens vi sad og slappede af med et glas te og en gulerodskage, var det pludselige en bag os der råbte “JANE!!”. Det viste sig at være nogle venner, som Jane var fløjet over til New Zealand sammen med som også havde besluttet sig at tage på roadtrip til Napier samme weekend – hvor lille er verden så!! Så dem faldt vi i snak med om aftenen over et glas vin. Vin, som vi lige havde været til prøvesmagning på ude på deres vingård. Området “Hawkes Bay” hvor Napier ligger i, er New Zealands 2. største vinområde. Så efter vores vandretur drog vi lige ind forbi New Zealands ældste vingård, The mission, og fik os et par smagsprøver (og et par flasker vin med hjem).

Søndag var vi på et lokalt “farmers market” hvor vi købte forskellige spændende ting med hjem udover grøntsager til næste uge. Jeg købte noget dadel syltetøj, figen pølse og lækkert groft brød – det er ikke det nemmeste at finde hernede normalt.

Verdens længste vejskilt

På vejen hjem kom vi forbi et skilt med et navn på et bakke. Navnet på denne bakke er 85 bogstaver langt. Det er New Zelands og verdens længste navn. Det er da lidt sjovt. Navnet er på maori og betyder:  “The summit where Tamatea, the man with the big knees, the climber of mountains, the land-swallower who travelled about, played his nose flute to his loved one”. Underligt navn for en bakke, vil nogle nok mene..

Resten af turen nød vi den helt fantastiske og totalt ubeskrivelige natur. Vi var flere gange ude og kigge på fantastiske flotte grønne bjerge og alle de mange får som New Zealand jo er så kendt for..

Jeg faldt i søvn kl 21.30 søndag aften – jeg var udmattet efter alle de synsindrtryg og en fantastisk tur i den new zealandske natur. Jeg må indrømme, selv de flotteste billeder jeg havde set på internettet hjemme i Danmark lever ikke op til virkeligheden!!!