Tilbage til Aussie og mit gamle hjem

Melbourne er tæt på mit hjerte. I gymnasietiden hoppede jeg på et fly med min klasse, min bagage og mine skoleting. 3 måneder havde jeg adresse i Melbourne.

Nu jeg alligevel var på denne side af jorden efter at have været på udveksling i New Zealand, måtte jeg lige gense mine gamle minder. Derfor hoppede vi på et fly der tranformerede os fra Kiwier til Aussies.

Inden vi skulle mødes med min gamle værtsfamilie – skulle der lige skures igennem efter en vandretur i New Zealand over julen. Der blev vasket, skurret og klippet i er par time. Det var fire forvandlede mennesker, som kom ud af frisørsalonen på den ande side – klar til at møde den civiliserede verden igen.

Melbourne var lige som jeg huskede den:

• Stor (endnu større efter lille Wellington)
• Livlig
• Bagende varm.

Det var fantastisk at være tilbage og gense parken foran biblioteket, hvor klassen mødtes til frokost, købe billige sushi handrolls og høre folk sige “barbies”, “mate” og “no worries” igen.

Nu var vi klar til at stige ind i toget fra Melbourne Central, køre en halv time, stige af på McKinnon station og dreje til højre ned af Foster Street. Den tur tog jeg dengang hver morgen sammen med min veninde Liv. Vi boede nemlig i dette hvide hus med duftede blåregn og små figen- og citrontræer i baghaven.

Jeg ringede på.

Beth og Rob, min værtsfamilie fra dengang, åbnede og tog glade imod os. Rob og Beth er det sødeste pensionerede par, som tog sig kærligt af os med quiche, pudding og blommetærter, da vi boede hos dem. I har nok regnet ud, at de er ægte englændere.
Hvis ikke, ville I hurtigt regne det ud når I så den blomstrende entre, stråhatten på knagen og Beth der begejstret spørger : “would you like a cup of tea?”

Det var hyggeligt at besøge dem og gense mit gamle hjem. Beth havde lavet en dejlig engelsk frokost bestående af, kan I regne det ud? Ja, rigtigt, quiche, pudding og blommetærte. Vi snakkede om de gode gamle dage, Melbourne og sten. Rob er sten-geolog.
Jeg skulle nok have forberedt forældrene, så de kunne have øvet sig på et par ord om forsiler, strømme og klippeaftegninger. Men jeg syntes de skulle have en autentisk oplevelse, som da 16-årige Katrine ankom til den anden side af jorden, skulle bo hos en fremmed familie og med et dengang begrænset engelsk skoleeordforråd og så snakke om – sten!

Jill, deres datter var kommet hjem på juleferie med hendes nyfødte dreng. Så når vi ikke lige kunne finde på flere stenemner, så kunne vi lave sjove ansigter og lyde.
Vi fik også lidt veltiltrængt julestemning med deres juleoppyntede stue og smagte julemandschokoladen fra deres juletræ.

Udforskning af Melbourne, butikkerne og James Bond Museum

Jep, agent 007 var også kommet til byen. Nej far, det var ikke dig jeg snakkede om! Det var sjovt at se – alt lige fra kosteskaftet der fungerede som radio (for den husker vi jo allesammen tydeligt), bond-babenes kostumer og selvfølgelig de mange Aston Martins. Vi fik allesammen lyst til at tage hjem og se alle James Bond filmene igen. Og så købte vi i bedste agentstil – i smug -en bog til far, der var jo en, der snart fyldte år.

Efter er par dage i Melbourne og mine gamle minder, var det tid til igen at pakke rygsækkene, nu med noget mere besvær. Selvom jeg forlader Melbourne, kan I heldigvis fortsætte med at læse videre om de lokales bedste guide til Melbourne.