De blev kaldt Snowy Mountains, Snebjergene, da de første opdagelsesrejsende så dem. Midt i buskområderne lå de der med sne på toppen. Et koldt og ugæstfrit område, som der skulle gå mange år før pionererne fandt en vej igennem. Australiens højeste bjerg på 2200 meter ligger der. I juli måned er der alpint skiløb!
Vi mener godt vi kan finde vej igennem. Men det skal dog vise sig vi får vores udfordringer. Vi kan godt mærke vejrændringen fra i går. Temperaturen er faldet 15 grader og der er flere skyer på vej. Med store sving følger vejen Murray flodens forløb. De flotteste naturscenerier udspiller sig med grønne floddale, marker og bjerge. Massive dæmninger med store oversvømmede områder bryder sceneriet. Noget der har skabt hektarvis af områder med udgåede træer ude i søen. Et pudsigt syn.
Vingårde passerer forbi. Vinrænker ses milevidt op af skråningerne. Vi holder ind ved en af dem og ser efter om nogen er hjemme. En ældre mand kommer ud af en bygning og byder velkommen. -Jeg skal lige have renset fingerne, har olie over det hele, da jeg har skiftet et leje i en maskine. Siger han. Vi smager på vin og hører historien om gården. Det viser sig, at en dansker har bygget den. En fyr som køber land op både i Australien og andre steder i verden. Vores vært er tidligere oberst i hæren og har fornylig købt gården som en pensionisthobby! Vinen hedder ‘The Man from Snowy River’. En legende om en kvægpasser, der var fantastisk til heste og som levede store dele af året i bjergområderne. En udløber af den historie skal vi senere næsten støde ind i på turen!
Vejen begynder at stige og sno sig opad. Vejret skifter også markant. Temperaturen falder til 8-10 grader og regnen begynder. I går var det op til 37 grader varmt. Regnen tar til og det blæser kraftigt. Et rigtigt uvejr er over os og vejene med vand og våde blade bliver glatte. Vi slår firhjulstrækket til og snegler os opad. Enorme områder med visne træer ses pludselig. Her har været skovbrande for to år siden, som dem der på tiden hærger Blue Mountains. 
Australiens højest beliggende by, Cabramurra, dukker frem af regnmasserne. Vi holder ind for at spise lidt. Et motorcykelpar har søgt ly for uvejret og de overvejer reelt om de skal nødovernatte i cafeen. De er lidt rystede over så glat det er blevet på vejen. Her er ikke andre udover personalet. Da vi hører til vejrudsigten, får vi at vide at der senere forventes sne i de her højder! Damen der ekspederer i cafeen er meget bekymret for os. Hun spørger gentagne gange om vi har tilstrækkeligt mad og vand med. Får vi problemer deroppe, kan vi komme tilbage og få husly hos hende.
Vi snegler os videre og kommer så ud på et større sletteområde. En lastbil kører foran. Pludselig bremser han kraftigt op. Nogle vildheste løber over vejen foran lastbilen og vi ser en større flok i siden af vejen. Vi havde hørt advarslen om vildheste – fra vores nylige vinven. Det er efterkommere af ‘The Man from Snowy Rivers’ heste, der nu er blevet til en stor population i de øde områder heroppe.
Planen er at overnatte i bjergene samt vandre og fiske lidt i åerne. Vejret har dog ændret på dette og vi leder nu bare efter et sted at overnatte. Det findes der dog ikke lige indenfor en større radius. Det eneste pensionat er lukket og hytter skal bookes i forvejen. Efter megen søgen finder vi dog en tidligere landsby, Yarrangobilly Vilage, hvor et enkelt hus står tilbage. Vi låner verandaen, hvor vi i tørvejr kan lave mad og sidde lidt. Vejret viser sig nu at blive bedre, så vi slår teltet op på en græsskråning, tar al vores tøj på og kravler i soveposen.
Morgenen bringer igen vejrskifte. Lidt efter solopgang står jeg op til en smuk morgen – blåt og enkelte vattotter på himlen, herligt! Åen slynger sig forbi vores telt og videre gennem en kløft med masive klippevægge. Den sammenfoldelige fiskestang findes frem og jeg går til åen. En kænguru rejser sig, hopper væk og derefter over åen. Én mere hopper bagom, stiller sig så op og ser på mig. I starten på turen kunne vi ikke se dem, men nu har vi åbenbart fået skærpet sanserne rigtigt, for vi ser dem alle vegne. Det er et pudsigt dyr med sine enorme bagben og bitte små forben, nærmest som arme. Den store hale bruges sammen med bagbenene når den hopper. Man kan ikke lade være at smile, det ser virkelig pudsigt ud.
Jeg går langs åen og kaster en spinner ud i strømhvirvler og i det dybere vand. En mindre kænguru, nok nærmere en wallabi, står og ser på mig fra den anden bred. Jeg når længere op af åen, hvor ruinerne fra nogle af de gamle huse ligger. Mærkeligt at tænke på, at der her har ligget en by med adskillige huse, skole, telegrafstation, politistation osv. Da guldeventyret klingede ud i dette område, forsvandt byen lidt efter lidt. Kirkegården ligger alene tilbage, nu inde i en tilgroet skov. Enkelte af gravene passes stadig af efterkommere, de står med friske blomster!
Byen er væk, men menneskene, drømmene og alle historierne fra en pioneer tid, er blevet tilbage. Vi kører eftertænksomt videre.
No Comments