Vandretur i Wellington
Sidste weekend, hvor jeg boede i Wellington var jeg på vandretur sammen med Kitty fra mit hus. Det var egentlig meningen at vi skulle have været på en firedages vandretur og vi havde egentlig gjort klar til det hele. Jeg havde købt en tranqia og vi havde forberedt os på alt maden og købt ind til det meste. På vejen hjem tager vi ind forbi naturfredningskontoret, da de har styr på alle vandreruter i området, for at høre om den bedste “tramp” i området, som det hedder hernede. Da vi fortalte ham at vi ville på vandretur de næste par dage, kiggede han bare på os og sagde lige så tørt
” det kommer ikke til at ske”.
Vi kiggede forvirrede på hinanden… hvorfor i alverden dog ikke det?
Det vidste sig, at New Zealand ville blive ramt af en storm fra Antarktis. Der ville være snestorm på alle vandreruter i området og der ville være vindstød op til 60-70 km/t. Såååå det blev ikke til så meget vandring for os to tøser i løbet af den uge.
Men det blev dog til en enkelt, efter snestormen fra Antarktis kom solen og vi kom ud og kunne opleve den flotteste og friskeste New Zealandske natur.
Colonial Knob – vandreruten undenfor New Zealands hovedstad
Vi tog til en vandrerute kaldet Colonial Knob. Den ligger i Porirua, som er en times buskørsel fra Wellington. Allerede da vi satte os ind i bussen spurgte vores buschaffør om han skulle fortælle os, når vi skulle af – vores outfit havde åbenbart allerede røbet os som “trampere” og der var åbenbart kun et vandrerute-stop på den linie.
Og det var virkelig et ægte vandrerute-stop. Vi blev sat af lige foran stien der ledte op i de flotteste grønne new Zealandske bakker. Ja vi danskere ville jo kalde dem gigantiske bjerge, men jeg har lært noget af min tid her i New Zealand – aldrig kan det et bjerg medmindre du kan stå på ski, det er blevet brugt i Ringenes Herre som mt. Dom eller der er for tynd luft på toppen til at får kan græsse.
Der var får på toppen af denne, så det blev hermed vedtaget at det var en bakke vi var på vej til at bestige. Et styk vindig bakke, selvom vi troede at den Antarktiske storm havde lagt New Zealand bag sig, så mærkede vi ihvertfald stadig nogle efterdyndinger af den. På toppen kunne vi ikke engang snakke sammen og selv vores egne tanker var ved at blive blæst væk.
No Comments