Kulturel insight New Zealand

New Zealands ansigter og varme hjerter

I et halvt år har jeg nu åndet, boet og været på eventyr i New Zealand. Natur som kultur er blevet udforsket. Det er dog mest New Zealands tryllebindende og “breath taking” natur, jeg har berettet for jer her på bloggen.

Så mange kiwier har også krydset min vej og været med til at give mig en helt fantastisk oplevelse. Den newzealandske gæstfrihed har virkelig vist sig fra sin solskinsside og så mange arme og hjem er blevet åbnet for mig på min færd igennem det newzealandske.

Deres åbne arme har betydet så meget for mig og derfor har jeg valgt ikke af skrive den overvældende natur men kultur og de tobenede kiwier denne gang

Dhaxna
Søster + familie

Først på listen har vi helt klart min New Zealands buddy, Dhaxna. Hun har virkelig vist mig new zealandsk gæstfrihed og åbne arme på første hånd.
Det er sådan at man igennem universitet kan søge om at få en buddy, en der kan tage en med ud og vise byen og drikke en kop kaffe. Men Dhaxna blev så meget mere. Hun blev min ven hernede i Wellington.
Kort fortalt studerer hun jura, som næsten alle andre her i Welly syntes jeg. Hun kommer fra mejerikapitalen, Hamilton.

“Da jeg var lille var jeg på skoleudflugt til et forsøgsmejeri. Her så vi køer med glasmaver, så man kunne se hvad de spiste i alle fire maver”

, sagde hun til mig engang.
Hendes familie kommer fra Indonesien (mener jeg, hun sagde det lige efter glaskomaverne, så min koncentration var lige et andet sted). Det kan man godt høre på hendes fornavn, Dhaxna. Det har jeg trods alt lært at udtale- spørg mig ikke hvordan man udtaler hendes efternavn, Sothieson.
Og så kommer hun måske til Sverige på udveksling til næste år! – til min side af jorden. Det var en ekstra lille bonus at få af vide.

Sammen med min veninde, Ingrid fra CBS, og hendes buddy, Alexandra (som hentede os i lufthavnen da vi først ankom til Welly) har vi lavet en madklub. Alexandra har en bil, så vi har været på en masse restaurantture udenfor gåafstandscirklen. Det er blevet til brunch ved vandet, film om mad, mexicansk restaurant og lækker asiatisk oplevelse i en baggård med kongfuspillefilm på væggen og stjernehimmel som tag.

Derudover har jeg også været på en anden fantastisk tur med Dhaxna, som stadig er på min top 5 liste over fedeste og sjoveste weekender i New Zealand. I kan måske huske, at jeg skrev om en natbjergbestigning, champagne og at vi var de første til at se verden en tidlig morgen på toppen af et bjerg. Det var med hende og hendes fantastisk søde søster, Metuna.

Dhaxna var også den allersidste jeg sagde farvel til, da min familie og jeg kom forbi Wellington i midten af December på vej til sydøen.

“Jeg kan slet ikke forstå, at du allerede skal rejse, det er godt nok sørgeligt!”

sagde hun da vi sagde farvel til hinanden. Og hun havde helt ret, bortsetfra det jo ikke er farvel, men på gensyn i Sverige!
Men indtil da kommer jeg til at savne hendes entusiasme, grin og sorte krøller der altid flagrede rundt om hovedet på hende.

WWOOFing:
WWOOFing står for økologisk farming. Det er et koncept der startede i 1973 i New Zealand. Selve ideen er, at man kan arbejde frivilligt på en farm i bytte for mad og en seng. Hele ideen handler om at man kan komme ud og se hvordan folk lever og udforske en kultur, man ikke så nemt kommer ind på livet af som turist. Omvendt får hostfamilierne flere hænder til at arbejde for sig og de kan lade verden komme til sig uden at bevæge sig ud fra deres matrikel.

Det skulle jeg selvfølgelig også prøve!- og jeg blev absolut ikke skuffet. Det var nogle fantastisk søde mennesker, jeg drog ud for at besøge.

Ann og James Brodie
Første gang jeg WWOOFede var hos Ann og James. Det er et pensioneret par, der har købt et stykke land i Martinborough og nu har lavet det om til en vingård og olivenlund.
Det var sjovt at blive en del af deres familie for et par dage. Spise med dem i deres store landkøkken, hjælpe med at lave næste års vinhøst og grine med dem i deres køkken om aftenen.
Det var vidunderligt at have en ekstra bedstefamilie i et par dage, når nu ens rigtige familie er helt omme på den anden side af jorden.
Og så havde de en lille legesyg hund, som Jane og jeg jo liiige kunne tage os lidt af. Jeg har allerede skrevet om mine eventyr hos dem, så de eventyr kan I læse om i en tidligere blog.

Wildside
Vores sidste WWOOFing eventyr foregik i Hari Hari. En lille landsbyflække på vestkysten, hvor kragerne vender og køerne er i overtal i forhold til tobenede kiwier. Den lokale skoles swimmingpool er attraktionen i byen og børnene leger med afhuggede hjortehoveder istedet for iPads.
Her skulle familien Dybkjær tilbringe fire dage hos Dan, Kath og deres to søde børn Dylan og Shea.
Det blev en oplevelse vi sent vil glemme.
Dan og Kath. To mennesker, en sjæl. De åndede begge for det simple liv. Den stod på hjemmeskoling af deres to søde børn og hed aftendebat om en gift, kaldet 1080, som staten var begyndt at sprøjte rundt i skovene. Så langt fra New Zealands kendte reklame kampagne med sloganet “100% New Zealand”. Det gælder vist ikke i deres skove eller søer, men nå ja det er vel heller ikke det folk kommer for at opleve?!

Vi fandt en artikel fra lokalavisen, hvor de fortalte om deres tidligere backpacker hostel hos Wildside, som de kalder deres gård. Her var der intet elektrisitet og et varmt bad bestod i at sætte bål under et badekar udenfor og vente. Nu om dage dyrkede de selv deres grønsager, skød vilde hjorte og geder, fangede fisk og lejede det tidligere backpacker hostel ud til bymennesker fra Christchurch og omegn, der trængte til at slappe af uden wifi eller telefon forbindelse.
Det var varmhjertede mennesker, den familie. Det var som om vi var fjerne familieslægtninge, de endelig fik på besøg efter lang tids adskillelse.
Lidt familie kan vi måske godt prale af at være. Hendes familie var nemlig fra Danmark med Hansen og Jylland som fortid. Da både far og mor også kommer fra en Hansen familie, blev vi enige om at vi jo nok måtte være i familie.

Færgemanden
Denne historie bygger på så meget tilfældighed, åbne arme og nysgerrighed, at jeg har fået helt sved på panden for at få plads til det hele i denne historie.
Anneka, min veninde fra Australien, og jeg var på Roadtrip sammen (ja jeg skal nok snart skrive noget mere om vores tur, men nu må I i første omgang nøjes med denne historie).
Vi er på toppen af Nordsøen og kører ned langs vestkysten. Vi har fundet et hostel for natten og kører lidt til, for vi skal nå den sidste færge over en lille flod for at komme til hostlet. Tidligere samme dag, punktere vi på en lille grusvej, så vores tidsplan har ikke plads til et eneste tissestop. 15 minutter før afgang svinger vi om hjørnet og der ligger en lille lokal færge med plads til 5 biler og en cykel.
Vi smiler til færgemanden og falder hurtigt i snak, da vi ikke har så meget andet at lave på de ti minutter færgeovergangen varer. Han inviterer os op til at se styrerummet.

“I skal bare ind af den dør, hvor der står adgang forbudt”.

Vi tridser derop og får en snak med skipper. Jeg ved ikke rigtig hvad der sker, selv ikke her en måned efter det skete. Men inden færgen lagde i havn havde vi fundet os et nyt sted af sove. Færgemanden, der hedder Phil, spørger om vi har lyst til at sove hjemme hos ham, hvis vi ikke har noget andet sted at sove. Hans hus har han lige renoveret og det er lige ned til bugt, bjerge og skove. Da færgen er i havn råber Phil til sin makker “jeg er tilbage om 5, så hold lige færgen hen så længe”. Før vi ved af det hopper han i land og ind i sin bil. Han guider os ned af en lille stejl grusvej til et hus med den mest mageløse udsigt og kæmpe altan. “Kig jer lidt omkring, lav noget mad, lån min telefon og find ud af om I har lyst til at blive. Jeg er hjemme klokken otte, så er I her eller ikke, det kan I finde ud af” siger Phil og drøner ned til færgen igen.

Anneka og jeg kigger målløse på hinanden og flækker af grin. Hvad skete der lige der??????
Men vi beslutter at blive. Annika vender dog vores bil så vi hurtigt kan flygte, hvis situationen bliver ubehagelig på nogen måde.

Og så går vi igang med at lave mad til os og vores nye ven Phil.

Det bliver en hyggelig aften. Det viser sig at Phil spiller med i et band på trommer selvom han ikke har en tone i livet, er frivillig brandmand, lige er blevet 60 og valgte huset fremfor konen.

“Vi boede her sammen, men så tog vi hjem til jul i England. Det blev enden på det. Pludselig ville konen ikke med tilbage tilbage til New Zealand. Men jeg elskede jo dette sted, så jeg tog tilbage og renoverede huset og fik en skilsmisse istedet.”

Huset var et hyggeligt lille hus med trommer og cd’er til den helt store guldmedalje og en kæmpe terrasse rundt om hele huset, så man virkelig kunne nyde udsigten ud over flaxene, en lokal aloe vera lignende plante, og en fantastisk udsigt ud over bugten med de her ægte grønne New Zealandske bakker i det fjerne.
I badeværelset var der et kæmpe badekar med dobbeltdøre ud til bugten og man kunne lige forstille sig de levende lys og champagnen på en god sommeraften. Der var æbler, citroner og appelsiner den velduftende, men lidt mande-rodet have.

Så hurtigt er det at få venner og fantastiske oplevelser i New Zealand – en færgetur på 10 minutter.

Dette var bare et lille udpluk af nogle af alle de åbne arme og varmhjertede kiwier, som jeg har krydset på mine mange måneders eventyr her i New Zealand…
Det er ikke kun naturen der er værd at skrive hjem om her down under.

Følg rejsebloggen OUT'N'ABOUTs eventyr på Instagram og Facebook


outnabout-rejseblog

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply