Grønland Guides & tips Vandreferie

Sådan forbereder du din grønlandske vandretur

grønland-vandretur

I sommeren 2014  var jeg afsted i tre uger på en fantastisk vandretur til Sydgrønland som du kan læse om herfra.

Jeg elsker det land og den tur jeg var ude på ville jeg også ønske alle kunne drage ud på. Derfor kommer jeg her med et par tips og råd fra min egen tur – håber det kan hjælpe jer andre. 

Pris på billetter

Det koster omkring 8.000 kr t/r at flyve direkte fra København til Narsarsuaq med Air Greenland.
Et nyt flyselskab ved navn Greenland Express er i støbeseen og de kommer ligeledes til at flyve mellem Narsarsuaq og København og Aalborg.

Hvornår skal jeg tage af sted?

Højsæsonen er fra Maj til Oktober. Vores tur foregik i Juli og det passede fint. Vi kunne endda gå i korte bukser på de gode dage. Elsker man stilhed og at have vildmarken for sig selv, så kan man selv i højsæsonen drage afsted uden at se mange andre vandrere. Vi mødte ét hold af andre vandrere på hele vores tur.

Planlægning af turen

Når man drager på vandretur i Grønland er man på egen hånd og det skal man være klar over. Man skal kunne læse kompas og kort, da der ikke er markerede stier på det meste af ruten.

Hvis man vandrer alene ville jeg anbefale at pakke ekstra udstyr med i rygsækken. Vi mødte en på vores tur som havde et apparat, der hurtigt kunne tilkalde en helikopter i nød – han glemte dog at lyne lommen med apparatet i og var ved at tabe den før han overhovedet nåede ud af bygden, jeg håber man klarede den hele vejen!

IMG_3545

Udstyr

Pak så lidt som muligt selvfølgelig. Gode vandrestøvler er et must og det samme er gode vandrebukser (ikke cowboybukser som vi så en vandre drage afsted i). Selv i sommerperioden kan Grønland være koldt, så varmt tøj, handsker og hue skal med sammen med regntøj.

Vi havde vandrestave med til alle de mange op og nedstigninger. Jeg døjer med dårligt knæ, men oplevede ingen problemer på hele denne tur- så de stave kan varmt anbefales til turen.

Der blev krydset en det mindre floder på turen. Vi valgte at gøre det i vandrestøvler, men købte gaiters til at trække udenpå vandrebukserne, så de ikke blev våde. Det fungerede fint. Myggenet er også en god ide, da der kan være både myg og knorter.

Guide

Vi vandrede afsted på egen hånd, men flere selskaber laver også guidede turer rundt i området. Blue Ice Explorer har mange forskellige gode turer.

IMG_3073

Mad

Vi var der i sommerperioden og kunne finde vilde urter til vores måltider. Det gav et dejlig frisk pift til maden. Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, så er der ingen giftige planter, så det er bare med at prøve løs og se hvad der smager godt. Vi fandt blandt andet skotsk timian, ærteblomster og skovsyre. Hvis man er interesseret i Grønlandske planter, ville jeg få fingrene i Flemming Runes bog. Vi mødte ham i lufthavnen – og han fortalte meget om spiselige planter udfra hans bog.

Derudover vil jeg anbefale at medbringe en fiskestang, bare en lille sammenfoldelig én, da der er gode fiskemuligheder i de mange elve tæt på fjordene. Husk at man skal købe fiskekort, hvilket man kan gøre i kiosken i lufthavnen – hvis den rigtige dame altså er på arbejde. Lakseelven er et must at komme forbi, hvis de er på de kanter!

IMG_2989

IMG_3031

Et lille tip er også at medbringe hakket soya bønner, som er et alternativ til hakket kød. Det er let, det smager som hakket kød og så kan det holde sig i lang tid – tre uger er ingen problem. Det skal også pakkes ned på min næste vandretur!

Mad blev tilberedt over tranqia eller over bål – når vi kunne finde brænde i landet uden skove.

IMG_4202

Overnatning undervejs

På vandreturen boede vi i telt- et letvægts et af slagsen selvfølgelig. Vi boede også på hostel i blandt andet Juliannehåb. Siniffik Inn kan varmt anbefales og prisen for en seng og morgenmad er fra 275 kr. pp. pr. nat. Heidi som ejer stedet fortæller gerne om livet i Grønland og gode ideer til hvad man skal se i byen.

I Sillisit kan man bo på en fårefarm eller komme til kaffemik hos familien, hvor moderen Elna får en til at føle sig hjemme. Overnatning på hotellet koster fra 225 kr. pp. pr. nat.

Bådtransfer

Blue Ice Explorer var også dem vi bestilte vores tre bådoverfarter med. De var rigtig gode og da vi stod strandet i Juliannehåb grundet nogle misforståelser skaffede de os en ny båd indenfor en time.

Narsarsuaq til Itilleq kostede 350 kr pp. Juliannehåb (Qaqortoq) til Narsaq kostede 350 kr. pp. Og fra Qassiarsuk til Narsarsuaq kostede det 175 kr. pp.

Vi bestilte alle overfarterne på forhånd, hvilket jeg ville anbefale hvis man skal booke i sommerperioden.

Tip til grønlandskbuffet

hotel Narsarsuaq  kan man få en ægte grønlandsk buffet med alt fra rensdyr, sæl til spæk og hval. Den er et must at prøve og det er sjovt at slutte turen af med grønlandske nationalretter inden turen går hjemover igen.

Og husk at nyde turen og udsigten!

Og husk at nyde turen og udsigten!

Følg rejsebloggen OUT'N'ABOUTs eventyr på Instagram og Facebook


outnabout-rejseblog

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply