Gæsteskribent: De gæstfrie “hemmelige” øer på Fiji

Livet på en Fiji palmeø

-Undskyld Sir, hvornår vil I herfra?

Manden der sejlede os herover, står høfligt med sin kasket i hånden og ser spørgende ud. Solen bager ned, men vi står i skyggen af et palmetræ. Ja det er ved at være på tide, men nu skal vi så desværre igen tage afsked. Vi skal videre, for vi er jo på rejse, selvom vi sagtens kunne se os selv blive boende her i en længere periode.

I aftes tog vi afsked med alle dem, vi boede sammen med på vores lille palmeø. Gus og Joey som tog os med ud at dykke, de to fra New Zealand, englænderen, de to svenske piger, hende fra Madrid og danske Astrid, som får 30 unge danskere på rejsehøjskole det næste halve år. Til morgen er det farvel til Fiji-damen, som vi har lejet et hus af de sidste fire dage. Vi er på Nananu-I-Ra, en lille palmeø nord for Fiji’s største ø Viti Levu, der ligger ude i Bligh Waters. Her er så smukt, som man ser det på de flotteste billeder.

Hvide sandstrande, tyrkisblåt vand, kokospalmetræer, mangoer, blomster, jungle og mangrove. Under vandet er det næsten endnu mere fantastisk med de flotteste koralrev, fisk i alle farver, skildpadder, delfiner og hajer! Et undervandsparadis. Vi har været nede i det de sidste dage og dykket sammen med både skildpadder og hajer (venligtsindede).

Fiji time!

-Lad os sige kl 11, vi kommer ned til stranden med bagagen,  svarer jeg vores sejlerven.

-No problem. Fiji time! Svarer han og går med et smil.

Sådan har det været overalt de sidste to uger, vi har rejst rundt på Fiji-øerne. Gæstfrie og smilende mennesker, der lever efter Fiji style på Fiji time. De forklarer selv, at det ubekymrede liv de lever, er præget af en let adgang til mad og husly. Det hele gror lige omkring dem.

 

Vi vader ud i vandet, lægger rygsækkene op i båden, hjælper med at skubbe den ud og hopper ombord. Klokken bliver mere end elleve. Fiji time. Men da jeg skal af sted, vil sandalerne pludselig ikke på. Et spænde til remmen mangler, meget mystisk. Så slår det os. Det er hundene! Landsbyens hunde har holdt til hos os, de har fulgt os rundt på øen og vi har fodret dem. Men en af dem har moret sig vel rigeligt og spist af min ene sandal, som må repareres.

Efter fjerde træk i startsnoren hoster motoren igang. Båden sejler langsomt udad. Det er lavvande og vi ser tydeligt korallerne og fiskene nedenunder. Bagved os skråner bjergene opad med den grønne og blomstrede vegetation. Luften er dejlig frisk og dufter efter den regn vi fik i nat. En gren i vandet 50 meter længere ude, markerer gennemsejlingen gennem revet til det dybe vand. Her kommer der fart i båden, skumsprøjtet står til siderne og vi suser mod Viti Levu. Jeg nyder at være på vandet og begynder at tænke på alt det vi har oplevet på Fiji.

 

Ø-hop til Fijis “hemmelige” ø-paradis

Vi har rejst af tilfældighedens veje rundt om hele Viti Levu, vandret inde i landet, snorklet og dykket i eventyrlige flotte vande, besøgt og boet hjemme hos flere Fiji familier vi har mødt, sejlet ud og boet på Fijis “hemmelige” øer Overlau og Caqalai i øst, og Nananu-I-Ra i nord og mødt en masse spændende mennesker; Fiji’er og andre rejsende. Der er mange historier at fortælle, som jeg ikke kan nå at få med nu. Men de kan komme senere.

Historien om vores specielle modtagelse på de små øer kan dog lige nå at komme med.

Familien ved floden

Vi har booket et hotelværelse til de to første nætter i forvejen. Herefter vil vi forhøre os lidt omkring og rejse rundt til de forskellige øer. Vi går ud for at udforske området og går op af en grusvej bag hotellet ind i landet. Her er frodigt og nok 35 grader varmt. Palmer og mangotræer gror langs vejen, der går gennem sukkerrørsmarker og græsarealer. Af den bakkede vej kommer vi ned til en flod. En kvinde vasker tøj på en sten i kanten og vi råber “Bula (goddag)”. Hun råber Bula, vinker tilbage og går med sin kurv op af vejen. Ved et lille træhus længere oppe af vejen ser vi hende igen. Vi spørger om en anden vej tilbage til hotellet. Hun foreslår istedet, at gå op på en bakke længere fremme, hvor vi får en fin udsigt over havet og øerne længere ude. Rådet følges.

Et andet lille hus, lavet af bølgeblik, dukker op på en skråning ved vejen. Folkene sidder uden for huset og vi råber “Bula” til hinanden og taler lidt om det varme vejr. Vi kommer op til højdedraget og nyder udsigten over Stillehavet og Yasawa-øerne derude. På tilbagevejen taler vi om, at det kunne da være sjovt hvis vi kunne komme ind og besøge Fiji-familien på vejen. Men hvordan kommer vi til det? Uden for huset vinker vi igen til dem og ser op på deres mangotræ. Så lyder der en kvindestemme fra huset.

-Kunne I tænke jer at smage nogle mangoer?

Isen er brudt. Vi takker ja mange gange og går op til dem.

Der bor mange mennesker i det lille hus. Tre brødre med deres familier og bedstemoren deler huset og et mindre hus bagved. De lever dog meget udenfor. Helle går hen til kvinderne, der laver mad udenfor. Jeg sætter mig hos den ene bror og der bliver råbt til deres drenge, at de skal hente mangoer ned til os. Så bydes der på kava, en lettere berusende drik, som Fiji’erne selv brygger og elsker at drikke. Snakken går om hvad vi hver især laver, hvad vi dyrker derhjemme, hvilke dyr vi har osv. De dyrker sukkerrør og viser sig at være af indisk afstamning. Deres bedstefar blev ført til Fiji som slave af englænderne! Senere blev han frigivet og fik mulighed for at lease land på tidsbestemte aftaler. Noget der giver spændinger i landet stadigvæk.

Da jeg siger jeg arbejder med computere, spørger de om hjælp til en pc, der ikke fungerer. De har købt den brugt på markedet for at lære om computere, da det er vigtigt i fremtiden, mener de! Jo selvfølgelig. Jeg går med ind i huset, hvor en mange år gammel pc står på en hylde over sengen i soverummet. Desværre er harddisken i stykker, så jeg kan ikke lave den, men fortæller hvordan de skifter den. Deres fætter kan skaffe en ny og deres drenge er meget kvikke.

Så råbes til drengene, at de skal kravle op og hente kokosnødder til os. Vi er nu blevet hædersgæster. Derefter bliver vi inviteret til middag om aftenen. Men inden da vil de ned og bade i floden. Vil vi ikke med? Jo det vil vi gerne, men skal dog lige hjem og hente vores datter, da der efterhånden er gået flere timer siden vi gik. Vi går hjemad, men når kun halvdelen af vejen, så kommer den ene bror kørende i deres gamle varebil. Vi skal da ikke gå hele den vej, han vil da selvfølgelig køre os. Op foran hotellet kommer vi så kørende i en noget ældre version af en Toyota varebil. Og tilbage igen til floden.

Det er en dejlig oplevelse at hoppe i floden denne fine aften. Solen er på vej ned, nogle heste græsser ved kanten og pludselig kommer en fyr med en flok køer, der skal drikke. Helle bader med kvinderne og jeg med mændene og drengene. Vi hygger os rigtigt og alle griner og laver sjov. En anden kvinde kommer ned for at vaske tøj. Helle låner lidt sæbe og får også vasket tøj.

Senere sætter mændene sig på en pressenning udenfor og kvinderne laver mad indenfor. Kava brygningen går igang og vi snakker om husdyr, afgrøder og tyfoner. De fortæller også en masse om landet og øerne. Jeg har en flaske vin med som gave. Det ser ud som om de aldrig har set eller ejet en sådan. De sidder længe og ser på den og drøfter hvad de gør ved den. Vores vært forsøger forgæves at finde ud af, hvordan man åbner den. Jeg viser ham diskret hvad en proptrækker er for noget, som jeg har i Schweizerkniven. Der bliver ikke drukket meget af vinen. Jeg tror vores ven gerne vil gemme flasken, og have den stående lang tid fremover.

De har fået en ny hundehvalp. Det er tradition, at navngive den i forbindelse med en speciel begivenhed. Anne Dorte, vores datter, bliver spurgt hvad den skal hedde. Frigg, siger hun. Så nu bor der altså en hund på Fiji, der er navngivet efter vores gamle hund.

Vi får et festmåltid og en oplevelse af en utrolig gæstfrihed og gavmildhed på trods af deres beskedne forhold. De insisterer senere på at køre os hjem igen. Vi kommer glade tilbage til hotellet med følelsen af at have deltaget i noget helt specielt og oprigtigt. De er inviteret til at besøge os i Danmark og deres datter, der har vundet et legat til universitetet, vil måske kunne gøre det.