Grønland Vandreferie

Juliannehåb byder på kayakmesterskab og bygde-hygge

Hvilket skønt og længeventet syn efter at have været i ødemarken i halvanden uge på vores tre ugers vandretur!

Juliannehåb

 

Juliannehåb –  Sydgrønlandshovedstad

Bydgen ligger med sine små farverige traditionelle grønlandshuse drysset ud over fjeldet. For første gang på hele vores tur ser vi en rigtig asfalteret vej, røde danske postkasser og børn der leger.

Det var også veltrængt at vi nåede frem. Vores maddepoter var så skrabede som familie Danmarks pengekister efter jul. I har måske allerede hørt om vores havre/couscous morgengrød ellers kan I læse om det HER.

Men frokosten idag havde toppet. Den havde bestået af honning, fjeldørred, pølse, muslibarer og et stykke indlandsis, som vi havde brækket af et strandet idfjeld vi stødte på, til at gumle lidt på – dog stadig uden gin&tonic.

Efter den omgang trængte vi til noget rigtig mad og vi stilede straks imod den nærmeste bager – mad-drømmene skulle udleves! Der var blevet drømt levende og mundsavlende om denne dag længe – af os alle fem. Der gik ikke mange sekunder før øjnene blev tunet ind på…. Kage, kage, kage. Helst en lækker frisk jordbærkage, men nogenlunde alt andet med sukker i kunne også gå.
Vi overfaldt byens eneste bager og da vi gik er jeg sikker på hun lukkede for sæsonen og drog med hele familien til Hawaii.
Tilbage sad fem lykkelige og trætte vandrere nede ved åen og gumlede. Der var selvfølgelig også kaffe til, hvis nogle skulle være i tvivl.

 

image

5*trætte fødder finder byens vandrehjem

Vi indlogerede os på byens eneste hostel/vandrehjem/hotel, Siniffik-Inn. Betegnelsen for stedet skiftende alt efter hvor meget du var villig til at betale, hvor gammel du var og om du havde brug for lagen og pude. Først skulle vi dog lige finde ejeren, for bygningen var lukket og slukket da vi kom. Midt i højsommerperioden – den var ikke gået i København, London eller nogen andre byer med hovedstad klingende til sit navn, men sådan foregår tingene i Sydgrønlandshovedstad. En håndværker gik og arbejdede ved siden af og han sprang straks til og ringede, da han så vores store vandretasker og at det var småt med overskuddet. Fem minutter efter kom Heidi kørende, storsimilende og med vinkende arme.

“Velkommen til Juliannehåb, I ligner nogle der trænger til et sted at bo. Jeg kan se på jer i har haft en god vandretur”

Og hotelejeren havde ret i det hele. Vi havde haft en helt fantastisk tur, men nu trængte vi også til et sted at bo, en madras og et bad – det sidste også for de andre gæster på hotellet/vandrehjemmet/hostellets skyld.

Det grønlandske kajakmesterskab og fest i byen

Da vi stod i køkkenet og var ved at forbedrede vores lammepølser, rensdyrbøffer og moskusoksespareribs (ja fint skulle det være efter den tur i ødemarken – alt det sjove havde vi hevet ned fra hylderne) kom to fyre fortravlede ind i køkkenent. Når man ikke har set nogle fortravlede mennesker siden ankomsten til Grønland, bliver man jo lige nødt til at høre- hvordan I alverden de dog kunne blive stressede i dette land?

” Vi skal have overrakt vores medaljer. Igår glemte vi at møde op, så nu må vi hellere komme afsted”.

Medaljer?? – for at vandre? Se en isbjørn? Eller skyde en hval? Det måtte vi selvfølgelig straks finde ud af.

Det viste sig at medaljerne var en del af konceptet til Grønlandsmesterskabet i kayakroning. Kayakmesterskab i kayakens fødeland og lige som vi kom vandrene forbi. Kunne det blive mere perfekt?

Vi kom lige til dagens højdepunkt: glædensråb og medaljeoverrakelse. Det var ikke meget af det glade og ivrige grønlandske vi forstod hos menneskerne omkring os, men alle fik åbenbart medaljer lignede det – eller ihvertfald en fra hver familie i nok hele Grønland. Og hver gang endnu et barn fik en medalje for en grønlændervending, bygning af egen kayak eller hurtigst til at fange en hval (okay her gætter jeg lidt, for vi forstod det som sagt ikke) så råbte den tilhørende familie og kastede lykkemønter i vejret – 25 øre viste det sig, da jeg måske lidt for ivrigt kastede mig over en af dem.

Smart trick at de mønter nu kan gøre lykke på anden måde, nu da de ihvertfald ikke kan gøre lykke på penge markedet længere. Gad vide om det er det grønlandske svar på vores lykke brønd med storkespringvandet i spidsen hos os? – Enhver hovedstad med respekt for sig selv, må jo nødvendigvis have et sted hvor turister og andre godtfolk kan kaste deres penge væk til ønskerier, ikke?

 

IMG_3116

IMG_3147

“Champagne er ikke kommet ind med danskerbåden, men festes skal der alligevel”

Hjemme på hostellet/hotellet/vandrehjemmet var der fest. Ejeren Heidi havde fundet champagnen frem. Eller det legede vi at hvidvinen var, for danskerskibet, der ligger ind i Julianneshåbs havn tirsdag og torsdag med varer, havde ikke haft champagne med i denne omgang.

Helt rørtrømst og nærmest med en lille klump i halsen startede hun sin tale til hendes to vindende indlogerende. Først fandt vi ud af, at hun havde kendt dem i to dage. Så fandt vi ud af, at man som grønlænder sætter kayakroning lige så højt som danske hooligans sætter fodbold og er lige stolte når en i familien (eller på ens hostel/hotel/vandrehjem) vinder, som hvis man selv vandt. Og så fandt vi ud af at vinderne James og James var fra Canada og at de desuden, var de eneste der stillede op i den internationale pulje i Grønlandsmestersksberne i kayakroning. Wonder why the medals then?!

Om aftenen var der ren nordisk outdoor dominans hos Heidi. Tre nordmænd havde sejlet hele verden rundt, en svensk familie med to små børn på fem og syv havde og sejlet hele verden rundt – to gange og været afsted i fire år. To andre svenskere var kommet til med kayak og havde anskaffet et tågehorn, så de kunne skramme eventuelle isbjørne væk på deres tur (?!?!). Og så var der os, danskerholdet, som var på vandretur i Grønlands vildmark uden stier, røde mærker – men forhåbentlig også uden isbjørne.

Det eneste der manglede var øllene på bordet. Det havde ellers været en del af planen – og en af de ting især mændene på turen var begyndt at snakke en del om et par dage inden vi nåede disse civiliserede forhold med butikker. Øllene var sådan set også fundet og sad solidt i hånden på min far de vi gik op til kassen i supermarkedet, Brugseni. “Du kan ikke købe øl” sagde pigen ved kassen, da øllene nåede så langt i købsprossecen. Ikke købe øl, hvorfor i alverden har de så en hel afdeling med dem i butikken?! – bare for at man kan kigge på dem og så gå tilbage til vandet i sin lunkne vanddunk? Det mente hun åbenbart.

“Ingen øl efter klokken seks”

Underligt, landet er jo stadig en del af Danmark og her kan vi købe øl nemmere og i længere tid end vi kan købe næsten alt andet. Men så gik det op for os, at det skyldes de svage gener i familien Grønland. Det er det samme som indianerne, de stammer vist og fra samme stamme oprindeligt, så genkonsekvenserne hos begge giver mening. Ihvertfald er deres gener ikke så modstandsdygtige overfor Carlsbergs glæder og nu blev de stakkels gener så beskyttet. Ingen øl efter klokken 18 i hverdage, kl 14 om lørdagen eller overhovedet om søndagen.

“Men du kan købe en øl på baren” sagde ekspedienten da vi gik ud af døren. Hun havde nok fået medlidenhed med mændenes noget hængende muler.
Så Lau og far gik på bar og vi piger gik hjem i bad.

De kom tilbage sejrsglade, som havde de stået i otte timer ude på isen med frosne fingre for at vente på og skyde en sæl, når/ hvis den dukkede op af dens åndehul på isen, som nok ville være det man traditionelt har forventet af sådanne ansigtsudtryk heroppe ved polarcirklen.

“Vi fik ham til at glemme at knappe øllene op” sagde de glade.

Det viste sig at en øl kostede 35 kr på baren. Hvis man derimod skulle have den to-go øl kostede den 55 kr. De to herrer han dog så sneget sprugt om de ikke bare kunne få to øl til at drikke her og så kunne han glemme at åbne dem, så de kunne tage dem med – vi udkårede dem grinende til dagens snedige sejrsherre og fik to øl til deling den aften. Veltilfredse, mætte og trætte nød vi at slænge os på rigtige madresser!

Tænk hvor glad man kan blive for en normal seng!

IMG_3141

IMG_3143

 

Kender du til Grønlands historie og ved du at vi danskere var nogle rigtige bøller? – ellers så kan du blive klogere HER

Følg rejsebloggen OUT'N'ABOUTs eventyr på Instagram og Facebook


outnabout-rejseblog

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply